Æblet hedder egentlig ‘Ildrød Pigeon’ og stammer formentlig fra Normandiet. Herhjemme kaldes det også juleæble. Det er kendt i Danmark fra ca. 1870.
Plukketid: Æblerne kan plukkes fra oktober og gerne ad flere omgange, så æblerne får så meget farve som muligt.
Kendetegn: Æblerne er små og kegleformede. Farven er en symfoni i rødt – fra rosa til purpurrød. Hvis æblerne får sollys efter plukning, kan farven blive meget klar rød.
Smag: Pigeon æblets frugtkød er hvidt og fast med en fin forfriskende smag med en bitter snert og en karakteristisk aroma.
Anvendelse: Det er fremragende spiseæbler, men også velegnede i madlavning, f.eks. skåret i både og blandet med forskellige salattyper, gerne bitre typer. De kan også spises stegt/pocheret som tilbehør til kød – navnlig gris, vildt og stegt fjerkræ. Pigeoner er meget gode gemmeæbler og kan derfor også med held bruges til dekoration.